Udsatte børn rammes af nedskæringer
Århus Kommune har skåret kraftigt ned på døgnanbringelserne. Det har kostet knap 100 behandlere jobbet. Kritikere frygter, at det går ud over udsatte børn.
Århus Kommune kritiseres efter kraftige nedskæringer i udgifterne til døgninstitutioner for truede børn og unge. Knap 100 behandlere har ifølge Århus Stiftstidende mistet jobbet i løbet af få måneder.
Udviklingen bekymrer Verne Pedersen, formand for Socialpædagogernes Forbund i Østjylland.
- Det er voldsomt og meget problematisk, at kommunen lukker for anbringelse af familier til for eksempel døgninstitutionen Bethesda. Her er de eksperter i at få den korrekte udredning af forældres evne til at tage sig af deres barn, siger hun til Århus Stiftstidende og fortsætter:
- Jeg er alvorligt bekymret for, at man ved ikke længere at bruge dette tilbud vil tabe børn på gulvet, fordi man ikke kan gennemskue de svigt, som foregår i familierne, lyder det fra kredsformanden.
Billigere end døgnanbringelser
Århus' økonomiske problemer har fået kommunen til at rette blikket mod ambulante tilbud og familiepleje, der er billigere end døgnanbringelser. En arbejdsgruppe skal desuden udvikle nye og billigere behandlingstilbud.
Lederen af kommunens familiecenter, Bent Nielsen, understreger, at børn og unge, der har brug for det, stadig kommer på døgninstitution.
- Vi foretager en faglig vurdering i hvert enkelt tilfælde af, hvordan vi bedst kan støtte. Og vi skal gøre det i lyset af byrådets bevilling og beslutning om en familieplejestrategi, siger Bent Nielsen.
Men ifølge administrationschef John Hansen fra landsforeningen KFBU, som har 30 døgninstitutioner under sig, så burde sporene ellers skræmme kommunerne. Nedlæggelse af en række døgninstitutioner i 1980'erne førte til et stort antal unge, hvor indsatsen var slået fejl.
- Anbringer man børn, unge eller familier og får hjulpet dem over nogle hurdler, så har det et samfundsmæssigt billigere perspektiv, siger han.