Tyvstarter sejladsen
Det gode vejr betyder, at folk kan komme med Tranen to uger tidligere end normalt
Normalt sejler Hjejlebådene først fra første lørdag i maj.
Men i år vil der gøres en undtagelse med én af bådene, som vil tyvstarte sejladsen allerede i den kommende weekend.
- Vi har tilladelse til at måtte sejle fra den 15. april fra Søfartsstyrelsen. Men normalt starter vi først i maj, men på grund af, at vejrudsigten for weekenden ser rigtig fin ud, tyvstarter vi sejladsen, siger koordinator Rikke Olesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er Tranen, der får lov til at sejle sæsonen i gang:
- Den har været på værksted sammen med de andre både i vinteren for at blive klar, og den er blevet pusset og malet på, så den bliver klar allerede til weekenden, siger Rikke Olesen.
Både lørdag og søndag vil der være i alt fire rundture på én time hver med afgang fra Silkeborg:
- Vi laver de her små rundture, fordi der vi regner med, at det gode vejr vil lokke mange ned til vandet, og så er det nemt og hurtigt lige at tage sådan en rundtur, fortæller Rikke Olesen.
Der er afgange fra Silkeborg klokken 12.45, klokken 14.00, klokken 15.15 og klokken 16.30 både lørdag og søndag.
Det er kun Tranen, der kommer afsted. Hjejlen er i vandet, men den er stadig pakket ind i presenning. Den bliver klargjort til at begynde sejladsen Kr. Himmelfartsdag den 14. maj.