Tyveri fra gravsted fem gange: - Forstår ikke folk kan synke så lavt

Elisabeth Terkildsen fra Randers er forarget, vred og såret. Hendes mands gravsten har nu fem gange været udsat for tyveri

Elisabeths mands gravsted tager sig flot ud, når tyve ikke har været på spil. Foto: Privat

- Jeg kan slet ikke forstå det og have det i mit hoved. At nogen kan synke så lavt og finde på det.

Sådan lyder det fra Elisabeth Terkildsen fra Randers, der nu har oplevet tyverier fra hendes mands gravsten på Nordre Kirkegård hele fem gange på bare 2,5 år.

Læs også Fløjtespilleren fundet på skrotplads i Bjerringbro

Senest manglede et stenhjerte fra gravstedet, da hun besøgte det i fredags, og det har fået hende til at udtrykke sin vrede på Facebook.

I opslaget fremgår det, at Elisabeth Terkildsen langt fra er alene med sin oplevelse, og det er altså heller ikke første gang, at hun oplever tyverier fra mandens gravsted.

Iskolde mennesker uden empati

Der er tidligere blevet stjålet blomster, pynteting, lyskæder og altså senest et stenhjerte. De pårørende til Elisabeths mand er sågar blevet enige om at have gravstedet et sted, hvor de har lov til at lægge en masse ting, uden at graverne fjerner dem.  

- Det er så svært at forstå. Stenhjertet er købt i Flensborg, men fik ikke lov til at være der. Man gider snart ikke lægge ting mere, når selv også blomster bliver taget, siger Elisabeth Terkildsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det sårer mig jo dybt og gør mig ked af det. Jeg håber, at mit opråb kan sætte tankerne i gang hos dem, der gør det.

Elisabeth Terkildsen, Randers

Efter hendes mening må der være tale om iskolde mennesker uden empati, der kan være så kyniske og ligeglade at stjæle fra et gravsted.

- Det sårer mig jo dybt og gør mig ked af det. Jeg håber, at mit opråb kan sætte tankerne i gang hos dem, der gør det, lyder det fra hende.

Sådan ser mandens gravsted ud på en dag, hvor skruppelløse tyve ikke har været på spil. Foto: Privat

Forekommer i perioder

Som det også fremgår i Elisabeths opslag, der er delt i 'Facebook Randers', så har flere prøvet at få stjålet ting fra deres kæres gravsted.

Formanden for Foreningen af Danske Kirkegårdsledere bekræfter da også, at tyverier på kirkegårde forekommer af og til.

Læs også Scanner stjålet fra hospital: Tyveriet først opdaget efter flere måneder

- Det er ikke almindeligt og højst usædvanligt, men det er typisk i perioder, at det forekommer. Ofte hører vi, at det er tricktyve, der har deres gang i byen, som så besøger kirkegårdene og tager, hvad de kan finde af værdi, siger formanden Jens Zorn Thorsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge ham har gravtyverier altid fundet sted, og selvom det oftest er ting til lav værdi, der mistes, har de ofte stor betydning.

- Overvågning er at gå for langt

- Vi oplever gravstedsejere, som finder det dybt forkert og uretfærdigt. Vi skal lytte til dem og holde ekstra øje med personer, der ikke normalt har deres gang på kirkegården, siger Jens Zorn Thorsen og fortsætter:

- Effekten af tyverierne er stor, og ejeren oplever det voldsomt krænkende.

Flere på Facebook bringer overvågning i spil, men både Elisabeth Terkildsen og Jens Zorn Thorsen mener, at det er at gå for langt.

Kirkegården er et sted for almindelige mennesker, hvor der er fred, ro og ingen ballade. De fleste har respekt for gravsteder.

Jens Zorn Thorsen, Foreningen af Danske Kirkegårdsledere 

- Kirkegården er et sted for almindelige mennesker, hvor der er fred, ro og ingen ballade. De fleste har respekt for gravsteder, siger Jens Zorn Thorsen.

- Det burde ikke være nødvendigt med overvågning, supplerer Elisabeth Terkildsen.

Har du oplysninger om tyverierne fra Nordre Kirkegård i Randers, kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.