Tyve væltede på scooter
Tre tyve væltede på deres scooter, da de forsøgte at flygte fra politiet efter et tyveri fra et solcenter.
23. mar 2005, kl. 08:49
Mere end 30 dage gammel
Tre tyve havde ikke heldet med sig, da de i aftes forsøgte at stjæle indholdet fra en møntboks i et solcenter på Silkeborgvej i Århus.
Politiet blev kontaktet af et vidne, der fortalte, at de tre mænd var i fuld gang med at brække møntboksen op. Da en patruljevogn kort efter ankom til stedet, forsøgte tyvene at stikke af på en medbragt scooter, men til deres uheld væltede de efter nogle få meter.
Den ene tyv blev anholdt med det samme, mens de to andre forsøgte at stikke af til fods. De blev dog begge indhentet og lagt i håndjern.
De tre tyve er alle kendt for at have stribevis af andre forbrydelser på samvittigheden.