Turistchef: Det giver vækst

Billigere færgebilletter får ikke blot flere turister til Samsø - også familie og venner vil oftere besøge samsingerne

Turistchef Mette Løkke forventer, at flere besøger Samsø, når prisen for at sejle med færgerne til Jylland og Sjælland falder i 2017. Foto: TV2OJ / Google Maps

Turistchef på Samsø Mette Løkke har svært ved at få armene ned efter nyheden om, at det i fremtiden bliver billigere at sejle til og fra de danske øer.

Ifølge Mette Løkke er prisen for at sejle med færgerne til Jylland og Sjælland så høj, at mange i dag foretrækker at tage andre steder hen, når weekendturen eller ferien skal bookes.

- Vi hilser det meget velkommen. Færgebillet-priserne er en barriere for folk, der gerne vil besøge os. Billigere billetter er en stor fordel. Det betyder, at vi i fremtiden ikke længere har en skæv konkurrence i forhold til andre dele af landet, siger Mette Løkke fredag formiddag til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: Færgepriser: Det er fantastisk

De billigere færgebilletter har dog ikke kun betydning for de turister, der ønsker at besøge Samsø. Mette Løkke forventer, at samsingerne i fremtiden oftere vil få besøg af familie og venner, som ikke bor på kattegatøen.

- Færgepriserne er helt klart et issue, når man bor her og gerne vil have besøg. I fremtiden får samsingerne oftere besøg udefra - og det gavner deres livskvalitet, forudser Mette Løkke.

Lavere færgepriser til småøerne er en del af regeringens plan for vækstinitiativer i udkantsdanmark. Planen træder i kraft i 2017. De lavere billetpriser vil ikke være gældende i sommerperioden.