Tumpede tyve hjalp politiet
To biltyve dummede sig gevaldigt, da de drog på rov i Hjøllund
Det er ikke altid let for forbryderne at overliste politiet, men en gang imellem gør nogen, det næsten også lidt for let for ordensmagten.
Et par lokale tyve var i hvert fald ikke alt for snedige, da de drog på rov i Hjøllund syd for Silkeborg ved middagstid onsdag. Det skriver netavisen mja.dk.
De startede med stjæle en bil på Tværgade i Silkeborg. De valgte en Kwik Spar varebil, som nok ikke kan betegnes som den sværeste bil at genkende.
Lidt senere, da de blev smøgtrængende, kørte de ind til en butik, som man nu gør. Valget faldt på købmandsbutikken i Hjøllund, som vel at mærke også er en Kwik Spar.
Personalet fortæller til mja.dk, at man fandt det noget mistænkeligt, at de to mænd ankom i en Kwik Spar bil, satte efter de to tyve, som stak af, da det gik op for dem, at de var afsløret.
Den ene slap i første omgang væk. Men den anden udviste ikke alt for god dømmekraft, da han gemte sig i et skur. Skuret kunne nemlig haspes udefra, og det var, hvad personalet gjorde.
Landbetjenten kunne så uden at få sved på panden anholde den "uheldige" tyv.
Den anden ikke alt for heldige tyv blev kort efter anholdt i bil, skriver mja.dk.