Truede kvinde i hendes hjem
Overraskede to indbrudstyve i sit hjem
Østjyllands Politi efterlyser to personer, som torsdag formiddag truede en kvinde under et indbrud på Merkurvej i Hinnerup.
- Kvinden kommer hjem, og her overrasker hun de to gerningsmænd, som er i færd med at lave indbrud i hendes hjem, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.
Da kvinden spurgte de to mænd, hvad de havde gang i, truede den ene gerningsmand med at ville dræbe hende, hvis hun kom nærmere.
Derefter stak de to indbrudstyve af med en masse ting fra huset.
Blandt andet lykkedes det dem at tage en iPad 2, et spejlreflekskamera af mærket Sony Alpha med tilhørende objektiver, mobiltelefon, en weekendtaske i skind, en mindre stoftaske, kontanter fra en sparegris, to herreurer og smykker.
Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner eller andre med oplysninger i sagen.
De to gerningsmænd beskrives som:
A: Mand, mellemøstlig af udseende, 20 til 35 år, brun hudfarve og iført grøn Schott jakke med orange for.
B: Mand, mellemøstlig af udseende, 20 til 30 år (yngre end A), brun i huden (lysere i hudfarve end A), iført sort dynejakke, kasket og fingerløse handsker.
Indbruddet fandt sted på Merkurvej i Hinnerup torsdag klokken 10.40.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på Telefonnummer 114.