Troede jæger ville skyde Clinton
En bekymret borger fortalte politiet, at en riffelbevæbnet mand stod, hvor Bill Clintons kortege skulle passere. Hør interview med chefpolitiinspektør John Jacobsen
Østjyllands Politi fik en ordentlig forskrækkelse under Bill Clintons besøg i går.
Da den tidligere amerikanske præsidents kortege kørte fra Tirstrup til Århus ringede en bekymret borger, som havde set en riffelbevæbnet mand, der stod ved motortrafikvejen mellem Grenå og Århus. Manden stod på et sted hvor kortegen kort efter skulle passere.
Det fik politiet til alarmere alle involverede, men få minutter efter advarslen var kommet, ringede den riffelbevæbnede man selv til politiet. Han havde påkørt et rådyr, og da han var jæger, havde han taget sin riffel og skudt dyret.
- heldigvis ringede manden hurtigt, men vi fik da afprøvet vores systemer, siger chefpolitiinspektør John Jacobsen fra Østjyllands Politi.
Han er i øvrigt godt tilfreds med hvordan Kofi Annan og Bill Clintons besøg forløb.
- Ud fra et politimæsssigt synspunkt gik det godt og vores samarbejdspartnere, Secret Service og arrangørerne var også tilfredse, siger han.