Trinbræt rykker nærmere
Transportministeren til møde med Arriva i Laurbjerg
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) mødes fredag den 29. juli til en uformel drøftelse med repræsentanter for Arriva om mulighederne for at etablere et trinbræt i Laurbjerg.
- Med dette møde rykker muligheden for et trinbræt i Laurbjerg nærmere. Det glæder mig meget. Mange unge som ældre har svært ved at komme til og fra deres uddannelsessted, arbejdsplads og fritidsaktiviteter. Det er en mærkesag for mig, at trinbrættet bliver etableret, skriver det lokalt valgte folketingsmedlem Karen Jespersen (V) i en pressemeddelelse.
Mødet mellem transportministeren og Arriva finder sted klokken 11.00 på kroen Fru Larsen, hvor Venstre i Hvorslev-Lilleå er vært ved en let frokost. Her vil Arriva orientere om de ændringer, der er nødvendige for, at toget kan stoppe i Laurbjerg.
For en måneds tid siden besøgte transportministeren det gamle perronanlæg i Laurbjerg. Han var inviteret af Karen Jespersen, Venstres folketingsmedlem i Favrskov. Baggrunden er et stærkt ønske i den lokale befolkning om, at togene stopper i Laurbjerg, hvor der er en ret sparsom kollektiv trafik.
Omkring 80 mennesker var mødt frem og transportministeren tilkendegav, at han ønskede en uformel drøftelse med Arriva for at vide mere om, hvad der skal til for at Arrivas tog kan stoppe i Laurbjerg. Det er dette møde, der nu bliver afholdt.