Tricktyve på spil i supermarkeder

Lad ikke punge og tasker ligge fremme i indkøbsvognen. Sådan lyder opfordringen fra politiet efter flere tricktyverier i Århus.

Flere gange den sidste tid er ældre mennesker blevet udsat for tricktyverier i århusianske supermarkeder. Derfor opfordrer Østjyllands Politi nu især ældre mennesker til at være særligt opmærksomme og ikke lade punge eller andre værdigenstande ligge frit fremme.

Den 15. juli blev ældre kvinder i to tilfælde bestjålet af tricktyve i henholdsvis en Netto og en Føtex-forretning i Århus. Fremgangsmåden var den samme:

To kvinder af anden etnisk oprindelse end dansk oser rundt i forretningen, hvor de udser sig sig et offer - typisk ældre kvinder, der handler med indkøbsvogn, og som har taske eller pung liggende i vognen.

De to tricktyve, A og B, følger offeret frem til kasselinjen, hvor A betaler for en enkelt vare, samtidigt med at B holder øje med offeret og dennes pung.
På et tidspunkt henvender A sig til offeret , som et kort øjeblik er uopmærksom på indkøbsvogn, taske og pung. Det udnytter B til at til at stjæle pungen.