Tredje kamp i træk med point

Silkeborg IFs cheftræner, Kim Poulsen, er glad for udviklingen på holdet

Fodboldklubben Silkeborg IF fik en mildest talt skidt start på denne Superliga-sæson. Der skulle spilles 19 kampe, inden holdet for første gang kunne hente tre point.

I forårssæsonen er marginalerne begyndt at vende og pointene er tikket ligeså stille ind på kontoen, så holdet nu er oppe på 12 point.

Det ene af pointene blev hentet i gårsdagens kamp mod Hobro, hvor Silkeborg ellers kom bedst fra start med en hurtig scoring af Nicolaj Agger, men som til sidst måtte tage sig til takke med uagjort.

Cheftræner Kim Poulsen fortalte til klubbens hjemmeside efter kampen, at han er glad for, at det i tredje kamp i træk er lykkedes for Silkeborg IF at få point:

- Holdet udvikler sig hele tiden i retning af at tro på egne evner. Det var kampen i dag et godt udtryk for, siger han.

Der skal dog mere end et par uafgjorte kampe og sejre til fuldstændig at vende udviklingen på holdet. Silkeborg IF ligger fortsat som Superligaens absolutte bundprop med 13 point op til nedrykningsstregen.

Det faktum til trods, var der optimisme at spore hos SIF-træneren efter 2-2 kampen mod Hobro:

- Det betyder naturligvis meget - for spillerne, for klubben, for fansene. Jeg hæfter mig ved, at vi i dag både kan spille det direkte spil, når muligheden byder sig, men også er gode i opbygning og kombinationer. Det sidste gør vi især i de sidste 25 minutter. Det er mit mantra: Et hold skal kunne begge dele - både være hurtige og direkte i omstillingen samt bygge op og kombinere sig frem til chancer, siger Kim Poulsen.