Tre år til Gjesing

AGF er blevet enig med Jens Gjesing om en ny kontrakt. 22-årige Gjesing og de hvide har indgået en treårig aftale.

Jens Gjesing har haft et forrygende efterår for AGF, og det selv om han har spillet forskellige pladser og som sådan er reservespiller.

Og nu er han også blevet enig med AGF om en ny kontrakt. Selv om Gjesing altså har haft nogle gode præstationer, så understreger AGF's sportsdirektør, at man ser et stort udviklingspotentiale i den unge spiller.

- Når man snakker talentudvikling, er det vigtigt, at man også sætter handling bag ordene. Vi har vurderet, at Jens langtfra har nået sit topniveau endnu, og derfor har vi belønnet ham med en ny aftale, siger sportsdirektør Brian Steen Nielsen til klubbens hjemmeside.

Gjesing selv er også ganske tilfreds.

- Det er helt vildt fedt. Ja, det kunne ikke være bedre. Jeg har hele tiden ønsket at fortsætte i AGF. Klubben er inde i en positiv udvikling, en ny, spændende træner er kommet til, og det vil jeg gerne være en del af, siger Jens Gjesing, der nu skal bygge videre på sin flotte afslutning på efteråret.