Travlhed efter Kapsejlads: 17 røg i detentionen
- Det sædvanlige med mange glade og fulde mennesker i byen, siger vagtchefen fra Østjyllands Politi
Det er dagen derpå for den årlige kapsejlads i Universitetsparken.
Psykologi vandt Det Gyldne Bækken, det årlige nøgenløb blev afgjort og mange tusinde mennesker havde en festlig dag på Aarhus Universitet.
I den forbindelse har Østjyllands Politi haft en travl nat.
Læs også
- Selve kapsejladsen forløb roligt, det er først senere, når de bevæger sig ud i byen, at der kommer problemer, siger Jens Rønberg, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Ifølge ham har 17 personer udvidet byturen med en tur forbi detentionen.
- Der har ikke været større ting, men det er det sædvanlige med mange glade og fulde mennesker i byen, siger Jens Rønberg.
Lørdag formiddag er hovedparten dog blevet løsladt igen.
- Kun en enkelt er på vej til at blive fremstillet. Men det var i forbindelse med spritbilisme, siger Jens Rønberg.
Læs også
Her var der tale om en 32-årig mand, der var kørt fast på en mark ved Malling.
Undervejs til stationen truede den 32-årige politipersonalet, ligesom han slog ud efter en betjent på stationen.
Den 32-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus lørdag middag. Her blev han varetægtsfængslet frem til den 23. maj for vold.
Dagens fremstilling: de 2 rumænere blev fængslet til d. 23/5. Den 32 årige blev fængslet til d. 23/5-17 for vold. Mulig kære #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) April 29, 2017