Trætte af svineri i Gellerup
Beboerne i Gellerup er glade for at bo i området, men svineri og fartbøller ville man gerne undvære, viser ny undersøgelse.
Naboskaberne, som er en boligsocial indsats under Brabrand Boligforening, har lavet en mindre brugerundersøgelse blandt beboere i Gellerupparken og Toveshøj.
Undersøgelsen viste, at beboerne generelt er glade for at bo i området, hvor indkøbsmuligheder og grønne områder er blandt hovedårsagerne til tilfredsheden, skriver JP Århus.
Det stigende svineri får hårde ord med på vejen, og hovedparten ønsker, at der bliver gjort noget ved det problem.
Desuden er fartbøller, dem på knallerter, et stort problem. Flere foreslår, ifølge avisen, at der oprettes trafikchikaner som en mulig løsning.
Trafikbøllerne og larmen fra dem var også et stort problem, da man for tre år siden lavede en lignende undersøgelse.
- Vi er nødt til at finde en løsning, der retter sig mod dette problem. Det er åbenbart ikke forsvundet af sig selv, siger Lene Christensen, beboerrådgiver i Naboskaberne.