Træt af skolereform
Lange skoledage tager hårdt på eleverne
Den 11. august i år ringede klokken for første gang ind efter sommerferien på Morten Børup Skolen i Skanderborg.
Ligesom for alle andre folkeskoler, betød lyden, en helt ny begyndelse, en helt ny hverdag, for både elever og lærere.
Den nye folkeskolereform er nu trådt i kraft og begynder ligeså stille at tage form rundt omkring på de østjyske skoler.
I 9.A på Morten Børup Skolen kan man godt mærke, at skoledagen er blevet anderledes. I hvert fald, når det kommer til længden af dagen.
I modsætning til mange af de mindre klassetrin, føler eleverne, at de sidder meget stille i løbet af en skoledag, og det er ifølge dem en dårlig cocktail, når dagene samtidig er blevet længere. Lange dage og kun lidt bevægelse er nemlig lig med trætte elever:
- Man kan godt mærke, at det er blevet længere timer, siger Freya Jóhannsdóttir.
- Jeg tror, det er, fordi de (skoledagen, red.) er for lange. Sidste år gik det ellers fint, men det går ikke særligt godt i år, siger Øvli Øvlisen.
Skolelederen er tilbøjelig til at give 9. klasse-eleverne ret i, at reformens nye tiltag med mere bevægelse, endnu ikke er slået så godt igennem for de ældre elever:
- Vi kan ændre lidt på indholdet. Hvad det er, vi kræver af dem i den tid, de er her og give dem mere tid til at være på egen hånd, siger skoleleder Magnus Te Pas.
Har du gode eller dårlige erfaringer med skolereformen? Så vil vi gerne høre fra dig. Send os en mail til redaktion@tv2oj.dk.
Øverst på siden kan du se et tv-indslag med 9.A fra Morten Børup Skolen.