Trænerkabalen lægges i Silkeborg

Der er flere emner i spil til den trænerstol, som efter nytår bliver ledig i Silkeborg IF.

Silkeborg IFs nuværende træner Peder Knudsen stopper med udgangen af dette år, og så skal der en ny styrmand i spidsen for 1. divisionsholdet.

Og der er nok at vælge imellem, hvis man skal tro klubben selv.

- Nu koncentrerer vi helt og holdent kræfterne om at få sluttet så godt af i efteråret som muligt, inden vi foretager os yderligere. Men det er da ingen hemmelighed, at vi overordnet leder efter en træner af skandinavisk observans samt en træner på højeste niveau. Vi har fået flere henvendelser udefra, og dem er vi glade for, og så har vi selv en række navne på ønskelisten, så i den kommende tid vil vi gå i gang med at indsnævre feltet af ansøgere, siger Kent Madsen til Midtjyllands Avis.