Trækkerdreng benægter drabsforsøg

Religiøs og kulturel skam over homoseksualitet er en formildende omstændighed for rulleforretning, siger forsvarer til anklagerens tiltale for drabsforsøg i Århus.

En nu 19-årig mand benægter, at han havde til hensigt at slå en mand i et århusiansk velhaverkvarter ihjel, da han under et nattebesøg i januar 2009 stak ham i halsen, brystkassen og bugen med en foldekniv.

Gerningsmanden efterlod sit offer rullet halvnøgen ind i sort plastik og tape og diverse værdier som dankort, ur, pas og en iPod fattigere.

Under en nævningesag i byretten erklærer den unge mand sig skyldig i forsøg på manddrab.
Han vil kun vedkende sig særlig grov vold.

Den 19-årige erklærer sig samtidig uskyldig i en anklage for langvarig frihedsberøvelse og røveri af særlig grov beskaffenhed.

Det 55-årige offer havde inviteret den dengang 17-årige dreng hjem til et homoseksuelt forhold mod betaling.

Retslægerådet har siden erklæret, at drengen ikke var sindssyg i gerningsøjeblikket.

Men forsvareren vil under retssagen fremføre det som en formildende omstændighed, at drengen, der har tyrkisk baggrund, var presset psykisk af sin homoseksualitet på grund af sin muslimske baggrund og skamfuldhed over for familien.
Ifølge anklageren er familien velintegreret og velfungerende.

Mishandlingen af den 55-årige mand i Marselisborgkvarteret stod på i fire timer. Et seks centimeter dybt stiksår i halsen var på nippet til at være dræbende. Politiet sporede straks drengen via et nummer i ofrets mobiltelefon.

Anklagemyndigheden anklager blandt andet den tiltalte for at have fabrikeret et "afskedsbrev" fra ofret som led i bevisførelsen for, at drengen havde planlagt at dræbe og røve manden.

Der ventes dom i sagen onsdag eller torsdag.