Tosset med klogt gulv
Interaktivt gulv giver mulighed for mere bevægelse i undervisningen
Det er ved at være lang tid siden, at undervisning kun foregik ved, at en lærer stod foran en tavle og skrevet lange ligninger.
Sådan er det i hvert fald på Møllevangskolen i Aarhus, hvor man i 10 år har eksperimenteret med mere intelligente redskaber end blot et tavlekridt.
Netop denne udvikling er kun blevet styrket i forbindelse med den nye folkeskolereform, som lægger op til 45 minutters bevægelse om dagen.
I 5.a på Møllevangskolen foregår en del af undervisningen derfor med et intelligent gulv kaldet et Wizefloor.
Gulvet registrerer elevernes bevægelser og kan ifølge lærer Gitte Dirkov Molbæk anvendes i stort set alle fag - til stor begejstring for både elever og lærere:
- Deres børn får deres krop i gang, hvad enten de spiller fodboldspil, spiller med keglerne eller på anden måde bruger deres krop, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Wizefloor er udviklet af forskere på Alexandra Instituttet i Aarhus og er allerede blevet solgt i 100 eksemplarer.
Ifølge projektleder Kaspar Rosengreen Nielsen er det ikke kun skoler som Møllevangskolen, der kan se idéen i at få nye metoder til at integrere bevægelse i undervisningen. Instituttet har fået henvendelser fra lande i hele verden:
- Man kan tænke det som en stor iPad, som man kun betjener med kroppen, hvor bevægelse er helt centralt, siger Kaspar Rosengreen Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Du kan høre, hvad eleverne på Møllevangskolen synes om det nye undervisningsredskab, i tv-indslaget øverst i artiklen.