Topkarakter til Randersskoler
Forældre er helt vilde med skolerne i Randers. Det viser en ny undersøgelse fra Kommunernes Landsforening.
Borgere i Randers har endnu engang blåstemplet deres kommune i en landsdækkende undersøgelse.
Denne gang handler det om forældrenes syn på skolesystemet og fritidsordningen i kommunen. Den ligger helt i top på begge områder.
Randers er blevet sammenlignet med de fem største kommuner i landet og er havnet på en førsteplads. Ser man på gennemsnitstilfredsheden med skolerne i hele landet, ligger Randers også her langt foran.
Det er Kommunernes Landsforenings undersøgelser, der ligger til grund for vurderingen af Randers. Tidligere på året var det ældreområdet og daginstitutionerne, der var til bedømmelse. Her toppede Randers også i forhold til de fem andre kommuner.