Tom K. til start i Silkeborg

Racerkøreren Tom Kristensen springer på mountainbiken og deltager i august i cykelløbet "12 timer i Jylland".

Tom Kristensen kan tilsyneladende ikke få nok af hverken fart eller konkurrence.

I august stiller Kristensen, der i sidste måned vandt 24 timers-løbet Le Mans for ottende gang, op til cykelløb i Silkeborg. I løbet halveres køretiden for den suveræne Le Mans-vinder, men det samme gør altså antallet af dæk.

Cykelløbet bliver afviklet i Østerskoven. Starten går fra Fort Østerlund ved Virklund, og både cykelryttere og løbere kan stille til start, skriver Midtjyllands Avis.

Cykelrytterne kan, ifølge avisen, køre solo, på to-mandshold eller på firemands-hold. Tom Kristensen er en del af et hold fra den sidstnævnte kategori.

Det er Silkeborg Motion-Triklub, som står bag arrangementet.