Tog sexlegetøj som husleje
Tyveri-sag er opklaret
Sexlegetøj for angiveligt 3 mio kr. er tilbage hos ejeren Ladies Master i Horsens.
For en uges tid siden blev det store parti af erotiske hjælpemidler meldt stjålet fra virksomheden på Annasmindevej i Eriknauer ved Horsens i forbindelse med, at det var gjort klar til afsendelse.
Det viser sig nu, at det ikke var stjålet, men "fjernet" af ejendommens ejer som mente, at han havde husleje til gode hos Ladies Master.
- Dermed er det ikke tyveri, men selvtægt, og det er ikke noget, vi blander os i, siger vicepolitikommissær Lars Peter Madsen, Sydøstjyllands Politi til Vejle Amts Folkeblad.
Ejendommens ejer, Hauge-Pedersen Ejendomme Aps, der ejer lagerhallerne i Eriknauer, bekræfter overfor Vejle Amts Folkeblad, at firmaet havde fjernet sexlegetøjet, men siger, at der nu er fundet en løsning på sagen, og at varerne er tilbage hos deres rette ejermænd igen.