Tog forsinkede efter påkørsel

DSB indsatte busser, efter at mand blev dræbt

Foto: Google Maps / Colourbox

En hel del togrejsende blev fredag eftermiddag forsinket, efter at en mand blev påkørt og dræbt af et tog i nærheden af Horsens.

Efter ulykken blev togdriften helt indstillet på strækningen mellem Horsens og Skanderborg.

DSB indsatte i stedet busser mellem Vejle, Hedensted, Horsens og Skanderborg, oplyser selskabet.

Togpassagererne blev forberedt på, at rejsetiden ville blive forlænget, og at nogle tog måske ville blive aflyst.

Ved 16.30-tiden meldte DSB, at man igen kunne køre med tog på strækningen.

Vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi oplyser til Ritzau, at påkørslen af manden er sket i det nordlige Horsens.