Tøfting overvejer at rejse hjem

To uger før den svenske sæsonstart overvejer Stig Tøting at rive sin kontrakt i stykker og rejse hjem til Hørning.

Stig Tøfting tog til Göteborg for at afslutte sin karriere i BK Häcken. Men to uger før den svenske sæsonpremiere truer Tøftings svenske eventyr med at slutte, før det næsten er begyndt.

Den tidligere AGF'er er således klar til at rive sin kontrakt i stykker og rejse hjem, hvis hans position på holdet ikke ændrer sig.

- Jeg er blevet flyttet fra den centrale midtbane og ud på positionen som højre kant, og det er jeg ikke tilfreds med. Jeg skal ikke i en alder af 35 år ligge ude på kanten og spurte frem og tilbage op ad linjen. Hvis jeg kommer til at spille overfor en type som Rommedahl eller Grønkjær, kan de bare spille bolden forbi mig og spurte væk, siger Stig Tøfting til Tips-Bladet.

Tøfting underskrev i januar en et-årig kontrakt med BK Häcken, efter at han tilbage i december blev fyret i AGF på grund af ballade ved en fest. /ritzau/