Tøfting-brand var påsat

Politiet: Ikke konkret mistanke mod nogen

Der skete skader for et millionbeløb ved branden på Stig Tøftings ejendom

Branden, der for nylig hærgede Stig Tøftings ejendom ved Hørning, var formentlig påsat. En foreløbig erklæring fra Teknologisk Institut siger, at der formentlig er tale om brandstiftelse.

- Den var påsat med brændbar væske i et værelse på første sal, siger vicepolitikommissær Kristian Juliussen fra Sydøstjyllands Politi.

- Vi efterforsker nu videre i sagen, men vi har ikke konkret mistanke mod nogen, siger Kristian Juliussen.

Den stråtækte ejendom på Herredsvejen ved Hørning brændte ned til grunden først på måneden.

Ingen var hjemme, da flammerne hærgede den store ejendom, som ejes af den tidligere landsholdsspiller og nu fodboldkommentar. På ejendommen var der opsat videokameraer, og politiet har sikret sig optagelserne. Om filmen afslører den eller de skyldige ønsker politiet ikke at udtale sig om.

Ejendommen er tidligere i et tv-program vurderet til at være 5,9 millioner kroner værd, men Stig Tøfting mener selv, at den pris var for lav. Selv har Tøfting tidligere til pressen luftet muligheden for, at branden kunne være påsat.