Todd: Fortjent tredjeplads

Det er fuldt fortjent, at Randers FC i øjeblikket indtager tredjepladsen i Superligaen.

Det mener kronjydernes cheftræner, Colin Todd, til trods for et svag pointmæssigt udbytte af de seneste kampe.

Randers-cheftræneren hæfter sig dog især ved, at hans tropper har præsteret stabilt, selv om det er blevet til flere smalle étmåls-nederlag i marts.

- Vi kan også se tilbage på gode og stabile præstationer på et højt niveau mod AaB ude og FC Midtjylland hjemme. Nu kan vi så se frem til to hjemmekampe i træk mod AaB og FC Vestsjælland, hvor vi skal vise vores tilhængere, at vi agter at blive på den tredjeplads, som vi helt fortjent har spillet og kæmpet os til, siger Colin Todd til klubbens hjemmeside.

Se: Vil dominere bronzedyst

I løbet af den netop overståede landsholdspause har Randers FC arbejdet på at få de to skadede spillere, Elmar Bjarnason og Johnny Thomsen, klar.

Det er endnu uvist, om Bjarnason og Thomsen er med mod AaB mandag aften. Under alle omstændigheder mener Colin Todd, at kronjyderne har gode chancer mod aalborgenserne.

- Vi ser alle frem til disse to udfordringer på AutoC Park Randers, i første omgang lokalderbyet mod AaB. Vi har hidtil leveret på et højt niveau, og jeg siger til spillerne, at de skal fortsætte med at tro på deres evner, både den enkelte spillers evner, men også som et hold.