Tjekker for hudkræft

I Aarhus var der onsdag fokus på hud- og modermærkekræft

01:33

1 af 2

Onsdag lagde Musikhuset ramme om en lidt anderledes forestilling, end hvad der normalt finder sted netop dér.

Her blev der nemlig kigget på hud og modermærker for at sætte fokus på hud- og modermærkekræft.

Der konstateres årligt omkring 1.600 nye tilfælde af hud- eller modermærkekræft på landsplan. Heraf bliver 80-90 procent helbredt.

Der er dog flere kvinder end mænd, der helbredes, hvilket primært skyldes, at mænd er for dårlige til at komme til lægen for at blive undersøgt og få sat gang i behandlingen.

Onsdag var der så ekstraordinære screeninger i Aarhus med håbet om, at folk ville møde op og blive tjekket.

- Det er jo et nemt tilbud til at komme til læge, siger Henrik Lorentzen, der er hudlæge på Aarhus Universitetshospital, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Tjek dig selv for hudforandringer

Det er vigtigt, at man selv holder øje med hudforandringer:

- Specielt, hvis man er lidt ældre - altså over 40-50 år - så skal man jo kigge efter et modermærke, der ændrer sig, måske er asymmetrisk, eller hvor afgrænsningerne til omgivelserne er uskarpe, eller hvis der er mange farver i, eller hvis det er særlig stort - altså over en seks-syv millimeter i diameter, siger Henrik Lorentzen.

Man kan stadig nå at komme til gratis tjek for hud- eller modermærkekræft i Musikhuset i Aarhus fra klokken 12-15 og i Hudklinikken Henrik Egekvist, som ligger på Park Allé nummer 15 fra klokken 15-18.

I videoen øverst på siden kan du komme med Finn Nielsen til tjek for et besynderligt sår på skinnebenet og høre gode råd fra læge Henrik Lorentzen.