Tillykke med oprykningen?
I denne uges Fodbold med Horup på TV 2 | ØSTJYLLAND handler det blandt andet om AGF, niveauet i Superligaen og Christian Kellers betydning i Randers FC
Det er for alvor begyndt at dufte af Superliga i Aarhus, efter AGF i weekenden slog Vejle 3-1 samtidig med, at konkurrenterne fra Lyngby endnu en gang satte point til.
Det betyder, at AGF på den rigtige side af oprykningsstregen har slået et hul ned til de nærmeste forfølgere fra Lyngby på ni point.
I denne uges Fodbold med Horup var panelet meget enige om, at man med syv runder tilbage af 1. divisionen godt kan ønske AGF tillykke med oprykningen.
Men hvad siger spillere og trænere på Fredensvang, når de bliver spurgt, om man kan ønske dem tillykke med oprykningen?
- Det kan du godt, men jeg tager ikke imod lykønskningen, siger AGF-træner Morten Wieghorst, og anføreren er enig:
Se: Oversigt: De har kontraktudløb til sommer
- Nej, det kan du ikke, der er et stykke vej endnu, men vi er velvidende om, at vi har bragt os i en fin position, siger Steffen Rasmussen.
Og Danny Olsen og Jens Jønsson er enige:
- Nej, det kan du ikke. Der er stadig syv kampe tilbage, men det ser selvfølgelig rigtig godt ud, og vi er super tilfredse med den pointhøst, vi har fået her i foråret, siger Danny Olsen.
- Nej, det kan man ikke endnu, men det ser godt ud, lyder det fra Jens Jønsson.
Morten Wieghorst forklarer, at det handler om at holde fokus på den næste kamp, hvor AGF i øvrigt møder Brønshøj på NRGi Park i Aarhus på søndag.
- Hvis folk ønsker os tillykke, praller det af, for vi har ikke vundet noget endnu, og vi er ikke rykket op endnu. Vi har stadig fokus på hverdagen og fokus på den næste kamp. Når det er matematisk sikret, hvis vi når dertil, så tager vi imod alle de lykønskninger, vi kan få, men indtil da holder vi fokus på det, som det handler om, siger træneren.
I tirsdagens udgave af Fodbold med Horup er Allan Pedersen fra Ekstra Bladet, Tommy Poulsen fra Horsens Folkeblad, Christian Keller fra Randers FC og Flemming Povlsen, angrebstræner i AGF, gæster i studiet, hvor de diskuterer Randers FC, niveauet i Superligaen samt AGFs gode form i 1. division.
I videoen øverst på siden kan du se alle reaktionerne, da TV 2 | ØSTJYLLANDS reporter besøgte Fredensvang, og du kan høre, hvad Flemming Povlsen siger til det.