Tilfredshed med ambulancer
Region Midtjylland oplever tilfredshed blandt patienterne i den såkaldte præhospitale indsats
I en undersøgelse, foretaget af Region Midtjylland, svarer 99 ud af 100 patienter, at de enten er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de fik i den præhospitale indsats, fra de henvendte sig til Region Midtjylland, og til de blev hentet med ambulance og kørt til hospitalet.
- Vi er meget glade for, at Region Midtjyllands borgere fortsat føler sig trygge og er tilfredse med vores ydelser. Det er særlig glædeligt i en tid, hvor stadig flere borgere har brug for hjælp fra Region Midtjylland, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S) i en pressemeddelelse.
I slutningen af marts henvendte flere borgere sig til TV 2 | ØSTJYLLAND, fordi de var utilfredse med, at regionen i flere tilfælde sendte en taxa frem for en ambulance.
Se: Kørestolsbruger måtte tage taxa
Undersøgelsen fra Region Midtjylland viser, at hovedparten af patienterne har haft en god oplevelse.
Særligt personalet har stor betydning for borgernes tilfredshed. Undersøgelse viser, at patienterne føler sig trygge, hvis de mødes af et ambulancepersonale, der er kompetent, omsorgsfuldt og respektfuldt, og at det er vigtigt at inddrage patienter og pårørende.
Det er anden gang, Region Midtjylland spørger patienterne, hvad de synes om forløbet.
Målet med undersøgelsen er at lære, hvordan patienternes forløb fra henvendelse til Region Midtjylland, gennem ambulancepersonalets indsats til overleveringen til personalet på hospitalerne kan forbedres.
- Vi er langt, men der er stadig ting, der kan blive bedre. Patienternes svar viser os, at samarbejdet mellem ambulancepersonalet og hospitalet kan blive bedre. Vi kan også stadig blive bedre til at informere i hele kæden og til at drage omsorg om de pårørende, der er på stedet, når ambulancen kommer frem, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).