Til kamp mod overbelægning
Sygeplejersker og læger er stressede på Regionshospitalet i Randers. Ledelsen har afsat millionbeløb til at løse problemerne
Sygeplejerskerne er stressede, og patienter ligger på gangene.
Sådan er situationen på Regionshospitalet i Randers, hvor ledelsen netop har sat gang i en plan, der hurtigst muligt skal løse problemerne.
Ledelsen har blandt andet bevilget 5. mio. kr. til ekstra senge på de medicinske afdelinger. Derudover er der blevet vagtsat en ekstra læge og en ekstra sygeplejerske på akutmodtagelsen i aftentimer.
Problemerne på Regionshospitalet Randers skyldes, at antallet af indlæggelser det seneste halve år er øget med 20 procent. Det har givet overbelægninger på afdelingerne, ligesom personalet skal løbe hurtigere.
Derfor har Arbejdstilsynet udstedt et straks-påbud om, at forholdene på sygehuset hurtigst muligt skal rettes op.
Fællestillidsrepræsentant på Regionshospitalet Randers Pirkko Dinesen er glad for de nye tiltag. Hun vil dog se effekten af ledelsens plan, før hun kan vurdere, om det er nok til at undgå overbelægninger.
Se tv-indslag: Overfyldte afdelinger
- Der er tidligere blevet gjort en række forsøg på at løse problemerne med overbelægning her på sygehuset. Men ingen af disse tiltag har hjulpet. Derfor vil jeg se resultaterne, før jeg tror, at det virker denne gang, siger Pirkko Dinesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Jeg er for eksempel i tvivl om, hvorvidt opnormeringen med ni nye medicinske sengepladser er nok. Jeg har været bekymret for sygeplejerskernes helbred. De er stressede og pressede. Jeg håber, at de kan få noget mere ro.
På visse dage har overbelægningen på akutafdelingen været oppe på 180 procent.
Arbejdstilsynets kontrolbesøg fandt sted i februar og marts. Da der er tale om et straks-påbud, er de fleste af ledelsens tiltag allerede ført ud i livet.