Til kamp mod fattigdom
Politikere på Samsø drøfter mandag, hvordan de vil løse problemer med fattige børn. Øen indtager en kedelig førsteplads i statistikken.
Social- og Kulturudvalget i Samsø kommune skal i dag drøfte en rapport om fattigdom blandt kommunens børn.
Rapporten kommer fra en arbejdsgruppe bestående af flere ledende personer på børneområdet og blev bestilt af udvalget, efter en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i begyndelsen af sidste år viste, at Samsø Kommune er den kommune i landet, der har den relativt højeste andel fattige børn.
Arbejdsgruppen gør blandt andet opmærksom på, at et højt antal af skilsmisser og især det store forbrug af alkohol på øen giver en stor belastning børnenes opvækst.
I kommunens familieafdeling kan personalet tydeligt se en tendens til forholdsvis mange tunge sager på Samsø.
Arbejdsgruppen er nu klar til at fremlægge seks forslag til at løse problemet. I dag diskuterer politikerne altså de forslag.