Thomsen håber på AaB-kamp
Johnny Thomsen nærmer sig comeback
På mandag møder Randers FC på hjemmebane de forsvarende mestre fra AaB, og her kan Johnny Thomsen igen være at finde i Randers FC-truppen.
Gennem de seneste uger har forsvarsspilleren døjet med en skade i anklen, men nu ser det ud til at lysne på den front.
- Der ser fornuftigt ud. Jeg trænede mandag nede på banen og igen i dag (tirsdag, red), så jeg synes, at det går fremad, og jeg har ikke haft nogen reaktion på noget af det. Så det ser fint ud, siger Johnny Thomsen, der står noteret for tre kampe for A-landsholdet.
Han fortæller, at de kommende dage skal bruges på at få indhentet en masse med bolden, ligesom konditionen skal have et hak op. Fortsætter genoptræningen med at gå uden problemer, er han optimistisk i forhold til AaB-kampen.
Se: Så lidt ved de om kvindefodbold
- Jeg har ikke haft nogen reaktion på det, jeg har lavet indtil videre. Anklen ser fin ud og hæver ikke op, så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til AaB-kampen, siger Johnny Thomsen.
Randers FC indtager tredjepladsen i Superligaen med 35 point. Det er fire mere end mandagens nordjyske modstander, som ligger på sjettepladsen.
Kampen mellem Randers FC og AaB spilles på AutoC Park klokken 19.30.
Du kan se interviewet med Johnny Thomsen i videoen øverst på siden.