Thomas Bjørn støtter talenter
Silkeborgenseren i fin form på Lübker Golf Resort
Snakketøjet og humøret fejlede ikke noget hos Thomas Bjørn, da han på toppen af hovedbygningen på Lübker Golf Resort tirsdag holdt pressemøde i sin egenskab af vært for denne uges danske challengetour-turnering. Der spilles om 1,2 mio. kr. i de kommende dage.
Thomas Bjørns egen karriere blev for alvor sparket i gang, da han i 1995 vandt fire turneringer på challengetouren. Det er derfor naturligt for dansk golfs mest vindende spiller at være vært for ECCO Tour Championship, som onsdag morgen sættes i gang på anlægget på Djursland.
- Challengetouren er tæt på mit hjerte, og har altid været det, siger Thomas Bjørn, som via sit job som formand for europatourens turneringskomité holder skarpt øje med, hvad der foregår på challengetouren - og hvad der rører sig i den store underskov af blomstrende danske talenter.
- Der er en masse talent i dansk golf, og Dansk Golf Union har gjort et fantastisk stykke arbejde over en årrække, hvor der er blevet skabt en masse talenter. Resultaterne på amatørsiden har aldrig været bedre i dansk golf end de har været i de seneste år, og det giver et boost til dem, når de føler at de kan være med.
Thomas Bjørn stiller ikke op i denne turnering, men spillede dog - fulgt af en stor flok tilskuere - med i tirsdagens pro-am. Onsdag er det arvtagerne, der får hovedrollen, når der skal kæmpes om en samlet præmiesum på 1,2 mio. kroner - og muligheden for at kickstarte en glorværdig karriere - à la Thomas Bjørn.