Teenagere stak af i stjålet bil

To drenge på 15 og 16 år blev anholdt i en stjålet bil, efter at de var stukket af fra en institution.

To drenge på 15 og 16 år fik i aftes endnu et par pletter på straffeattesten, da de stak af fra en institution på Djursland.

Drengene, der er anbragt på institutionen på grund af tidligere kriminalitet, stak i går af fra stedet i en stjålet bil. I Randers skiftede drengene senere køretøjet ud med en anden bil, som de stjal i nærheden af centralsygehuset.

Drengenes flugt fik dog kort efter en brat ende, da de blev standset af betjente fra Randers Politi. Ifølge politikommissær Peter Bay overvejer politiet, om drengene skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af i dag. Her vil politiet i så fald forsøge at få drengene surrogatfængslet på en lukket institution.