Teater nomineret til pris
Randers Egnsteater er nomineret til en Reumert
Randers Egnsteater har mulighed for at vinde en af dansk teaters ypperste priser, Årets Reumert.
Forestillingen 'Elefantmanden' er nomineret i kategorien Årets Dramatiker.
Det blev offentliggjort i går, tirsdag, da Reumert komitéen uddelte nomineringerne til årets 16 kategorier.
- Man bliver utrolig glad. Der er så mange andre, som har fortjent den, så bare det at vi er nomineret, er fantastisk, siger instruktør Kurt Bremerstent til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Et skulderklap
Han har instrueret stykket i tæt samarbejde med dramatiker Andreas Garfield, som altså nu er nomineret og måske kan hive en pris med hjem til Randers.
- Vi har haft et godt samarbejde og en god kemi, og jeg er glad på Andreas Garfield og teatrets vegne. Man kan ikke konkurrere i kunst, men et skulderklap er altid dejligt, siger instruktør Kurt Bremerstent.
Den 21. juni bliver Årets Reumert uddelt i København.
Også Aarhus Teater er nomineret i kategorien Årets Mandlige Birolle. Det er Anders Baggesen, som er nomineret for sin rolle i My Fair Lady.