Sygehuse kritiserer politikere
Hver tredje sygehuschef er kritisk overfor politikerne, som de mener lader sig styre af medierne.
Politikerne står i vejen for udviklingen af sygehusene og lader sig styre af medierne. Sådan lyder kritikken fra landets sygehuschefer i en ny undersøgelse blandt landet topledere i sygehusvæsnet.
Ifølge Ugebrevet Mandag Morgen er hver tredje sygehuschef kritisk overfor politikerne. Blandt andre offentlige ledere er det kun seks ud af hundrede, der har dén holdning.
På Århus Kommunehospital peger cheflæge Hans Peder Graversen på, at politikerne for let lader sig påvirke af medierne.
- Beslutningsprocesserne er meget ofte mediedrevet, og vi har ingen mulighed for at blive hørt eller inddraget, medmindre vi selv går til medierne, siger han ifølge DR Østjylland.