Sygehus vil fyre socialrådgivere

Foreninger frygter for konsekvenserne

Foto: Colourbox

Aarhus Universitetshospital i Skejby planlægger at nedlægge fire socialrådgiverstillinger i forbindelse med en række besparelser på i alt 44 millioner kroner.

Socialrådgiverne er tilknyttet hospitalets børneafdeling og rådgiver forældre med at navigere i det offentlige system.

Derfor kan det få store konsekvenser for forældrene, hvis muligheden ikke længere er tilgængelig, lyder det i dag fra blandt andet Diabetesforeningen.

Hospitalets ledelse har sendt en indstilling til Region Midtjylland om nedlæggelse af de fire stillinger.

Hvis fyringerne bliver en realitet, frygter Diabetesforeningen, at forældrene vil blive ladt i stikken:

- Når et barn får diabetes påvirker det hele familien, som tit oplever en stor sorg over, at deres barn skal leve med en behandlingskrævende sygdom resten af livet. At de så samtidig selv skal kunne navigere i den komplicerede sociallovgivning på området er en yderligere belastning i en svær periode, siger Diabetesforeningens rådgivningschef, Signe Hasseriis i en pressemeddelelse.

Ofte har forældrene brug for hjælp til at søge dækning for for eksempel tabt arbejdsfortjeneste og hjælpemidler.

På børneafdelingen i Skejby er børnene indlagt med sygdomme som kræft, hjertelidelser, gigt og andre alvorlige sygdomme.

Regionsrådet i Region Midtjylland skal tage stilling til spareforslagene den 20. august.