Svindel for millioner

Det kan være dyrt at få uanmeldt kontrolbesøg af SKAT

Da SKAT gennemgik virksomhedens indberetninger af moms og A-skat, kunne de konstatere store uoverensstemmelser.

Det undrede SKAT, at virksomheden på papiret havde en omsætning på 0 kroner, men samtidig havde udbetalt større lønninger.

Falske kontoudtog
Under et efterfølgende uanmeldt kontrolbesøg fik SKAT udleveret kontoudtog og bilag. Kontoudtog, som dog ikke stemte overens med kontoudtog fra virksomhedens pengeinstitut.

Samlet kunne der opgøres en omsætning på over 21 mio.kr, som der ikke var betalt moms af.

- Der må siges at være tale om en meget stor sag, som blev fanget i vores kontroller. Sagen som strakte sig over 3 indkomstår, tog 2 af SKATs medarbejdere over et halvt år at færdiggøre, idet vi måtte rekonstruere hele virksomhedens omsætning og udgifter ved hjælp af kontakt til kunder og leverandører, oplyser Chefkonsulent Thomas Bruun.

- Vi mener, at der er tale om tilrettelagt skattesnyd for bevidst at unddrage statskassen, tilmed forsøgt skjult med falske bankkontoudskrifter, siger Thomas Bruun.

Det er nu op til politiet at vurdere, om det er en sag til bøde eller fængsel.