Susan K vender hjem til Århus

Den århusianske reality-kendis vender tilbage til hjembyen for at være tæt på familien og sælge tatoveringer.

Den celebre partypige Susan K. vender hjem til Århus. Susan K. flyttede ellers til København for cirka fem år siden for at koncentrere sig om en karriere som sangerinde.

Det blev aldrig rigtig noget. Til gengæld har den blonde realitybabe så været leveringsdygtig i ikke så få mindeværdige øjeblikke i TV3's 'Paradise Hotel' og såvel det københavnske som det århusianske natteliv.

Men nu skifter hun spor, skriver Århus Stiftstidende.
Når tattoo-shoppen House of Ink på lørdag slår dørene op i Jægergårdsgade, bliver det med Susan K. bag disken.

- Jeg kender ejeren. Han har tidligere har tatoveret mig i sin butik i Haderslev. Nu åbner han så i Århus og har spurgt om ikke jeg vil arbejde dér. Det har jeg sagt ja til, fortæller Susan K, der dog kun skal tage sig af kunderne og ikke selv føre nålen, siger hun til avisen.

Susan K. beholder indtil videre sin lejlighed i København, men hun regner ikke med at opholde sig ret meget i hovedstaden.

- Min far er syg og ligger på hospitalet. Det er en af grundene til, at jeg har sagt ja til jobbet. Jeg vil gerne være tæt på og hjælpe familien, siger hun.

Susan K. glæder sig i øvrigt helt vildt til at blive århusianer igen:

- Det bliver fantastisk at se venner og familie noget mere.

/Ritzau