Styrmand Karlsen god nok til Esbjerg
I Randers blev han vejet og fundet for let. Nu forstærker Esbjerg sig med midtbanespilleren Morten Karlsen
Superliga-klubben Esbjerg var på jagt efter en ny midtbanespiller efter salget af anfører Jesper Jørgensen til belgiske Gent. Valget faldt torsdag på midtbanespilleren Morten Karlsen, der er ledig på transfermarkedet efter kontraktudløb i Randers FC.
- I Morten Karlsen har vi fundet den spiller, som vi har søgt efter, siden Jesper Jørgensen skiftede. Det er en spiller med stor Superliga-erfaring, der har prøvet at være i vores nuværende situation i både FC Nordsjælland og ikke mindst i Randers FC.
- Han var et omdrejningspunkt i deres flotte redningsaktion, hvor han var med til at udføre et job, der modsvarer til det, som vi nu skal udføre på den korte bane, siger sportsdirektør i Esbjerg Niels Erik Søndergaard til klubbens hjemmeside.
Morten Karlsen, som også har en fortid i FC Nordsjælland, har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2012.
Esbjerg satser på, at Morten Karlsen kan gå direkte ind på holdet og få en styrende rolle på Esbjergs centrale midtbane i foråret.