Studerende vinder Harvard-pris
Studerende vinder international pris for nano-medicin
Fem bachelorstuderende fra Aarhus Universitet tog førstepladsen i en international konkurrence på Harvard University med en helt ny type nanomedicin.
De danske studerende var oppe i mod hård konkurrence fra 21 hold af studerende fra universiteter i Amerika, Europa og Asien.
Vinderne - Mie Elholm Birkbak, Irene Maria Hansen, Jens Vogensen Biasevich, Hans Christian Høiberg og Steffen Lynge Sparvath - vandt med deres design af en såkaldt RNA-struktur, som blandt andet kan snyde immunforsvaret og dermed bekæmpe sygdomme effektivt.
Det danske hold, som kaldte sig Danish Nano Artists, vandt både bedste præsentation samt førstepladsen i hovedkonkurrencen, hvor idé, eksperimenter og formidling af projektet blev vurderet af internationale eksperter.
- Jeg blev meget positivt overrasket over, hvor standhaftige de studerende var, også når de stødte på problemer undervejs, siger adjunkt og vejleder på projektet, Ebbe Sloth Andersen fra Aarhus Universitet til videnskab.dk
Du kan se de studerendes præsentations-video ved at klikke øverst på denne side.