Studerende mangler plads

Det kniber med pladsen til de mange studerende på Aarhus Universitet

Det kniber gevaldigt med pladsen på Aarhus Universitet, mener Studenterrådet.

Ifølge Studenterrådet så overstiger optaget pladsen, og studerende må indstille sig på at sidde tæt og arbejde hjemme på grund af pladsmangel. Det skriver JP Aarhus.

Thea P. Frederiksen, formand for Studenterrådet, siger:

- Sidste år var meldingen, at vi havde nået et maksimum for, hvad universitetets lokaler kan bære, og i år er der så optaget endnu flere studerende, siger hun til avisen.

I alt starter der 6000 nye studerende, som lige nu er i fuld gang med at tjekke ind på Aarhus Universitet, og for at få plads nok inddrages auditoriet i Storcenter Nord i 40 timer om ugen.

Bedre tider er dog forhåbentlig på vej, når Aarhus Universitet til næste år kan indvie en ny fireetagers universitets-bygning ved Fuglesangs Allé.