Strip for børn på Odder Byfest

Børnefamilier kunne også kigge med, da der i weekenden var lummer eftermiddags-underholdning midt på Torvet i Odder.

Hvad ville du sige til at tage på indkøbstur med dine børn - og så komme hjem med et barn, der fabler om, at der står en helt nøgen dame i et telt og rører ved sin tissekone?

Det spørgsmål blev i hvert fald en enkelt mor stillet over for, efter hun havde været på Torvet i Odder i lørdags omkring klokken 14.00, skriver stiften.dk.

På samme tidspunkt blev den årlige herrefrokost nemlig afviklet i Moonlight-teltet til byfesten.

Og da herrerne nåede til punktet striptease og "Simone", som stripperen hed, gik i gang med sit arbejde, var der lagt i kakkelovnen til, hvad man vist godt kan kalde, voksenunderholdning.

Problemet var bare, at alle havde mulighed for at se med, hvorfor det stærkt erotiske show også blev overværet af børn.

Stiften.dk bad om en forklaring hos byfestens formand, Lars Grønlund:

- Jeg tager skarpt afstand fra episoden. Det er outreret, perverst og dybt, dybt beklageligt, at nogen har skullet gå fra byfesten med sådan en oplevelse. Byfesten skal være folkelig og hyggelig, siger han til stiften.dk.

- Skal man lave sådan noget, må det ske, hvor man ikke kan komme ind fra gaden og se med. Den slags må slet ikke kunne finde sted i det offentlige rum, siger Lars Grønlund, og undskylder endnu engang episoden i lørdags.

Arrangøren af stripteasen i Moonlight-teltet kan derimod ikke se det store problem.

- Vi sagde flere gange, at man skulle forlade teltet, hvis man havde børn, fordi der skulle ske noget frækt. Og jeg vil da gerne stille spørgsmålstegn ved, hvor meget man kunne se. Der stod jo 80-100 mænd i halvcirkel om stripperen, siger Nicolaj Gyldenberg til stiften.dk.

Han vil nu overveje, om strip også skal være på eftermiddagsprogrammet næste år.

<i>Kilde: stiften.dk</i>