Straffet for rusten pistol
Fængslet for at opbavere pistol fra 2. Verdenskrig
Vestre Landsret har straffet en østjysk mand, der lå inde med en rusten pistol, alt for hårdt.
Det har Højesteret slået fast i en dom fredag, hvor landets øverste domstol igen har set kritisk på domstolenes kurs i våbensager. Derimod er to andre domme blevet godkendt.
På grund af den rustne pistol skal manden fra Hørning straffes med fængsel i otte måneder og ikke de 14 måneder, som landsretten nåede frem til. Altså en rabat på et halvt år.
Der var nemlig ikke risiko for, at den 34-årige ville bruge våbnet mod andre. Derfor skal han ikke dømmes efter en paragraf i straffeloven, men derimod for at have overtrådt våbenloven, siger Højesteret.
Pistolen er fra Anden Verdenskrig og var rusten. En betjent fra lokalpolitiet i Skanderborg havde besvær med at samle den, men senere fandt rigspolitiets våbenspecialister ud af, at pistolen faktisk kunne skyde.
I Højesteret har anklageren krævet en hårdere straf og har slået på den 34-åriges fortid. Under et røveri brugte han nemlig et våben.
Men det var tilbage i 1999, da han som 21-årig følte sig truet til at deltage i røveriet, og siden har den slagteruddannede østjyde ikke været ude i kriminalitet.
En del af oprydninsarbejdet
Dommen er en del af oprydningsarbejdet efter Folketingets stramning i våbensager på grund af banders og rockergruppers skyderier på åben gade.
- Det er knivsagerne igen. Det er svært at få nuanceret, om der er tale om et skydevåben, man har derhjemme, eller et, som man går med på offentlig gade, har den 34-åriges forsvarer, advokat Bjarne Frøberg, tidligere sagt.
Også i november sidste år fik andre dømte mærkbart reduceret deres straf i Højesteret. Ingen var aktive i kriminelle miljøer. Og for nylig har Den Særlige Klageret bestemt, at en sønderjysk sag om et jagtgevær skal gå om.
Fredag har Højesteret dog samtidig sagt god for to landsretsdomme i sager fra Roskilde og Aarhus, som endte med fængsel i henholdsvis et år og tre måneder og et år.