Stort solbrillekup i Skejby

Omkring 100 par solbriller er stjålet hos Profil Optik i Skejby Centret. Gerningsmændene har med en donkraft brudt butikkens gitter op.

Solbriller for flere hundredetusinde kroner er natten til fredag blevet stjålet hos Profil Optik i Skejby Centret. Gerningsmændene er gået målrettet efter internationale kendte mærker som Gucci, Dior, Ray Ban, Giorgio Armani og Valentino.

- Solbrillerne koster mellem 1200 og 3800 kroner parret, og vi har endnu ikke gjort det samlede udbytte op, men der er nok stjålet solbriller til en værdi af en kvart million kroner, siger Rikke Bendix Kross indehaver af Profil Optik i Skejby Centret til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Gerningsmændene har brudt butikkens bagdør op og efterfølgende ved hjælp af en donkraft tvunget gitteret til solbrillerne op, og først da er alarmen gået kl. 02.28 i nat.

- Desværre bliver vi syltet af vores vagtfirma. Først efter otte minutter er vagten fremme ved butikken, og det er altså lang tid, siger Rikke Bendix Kross.

Hun vil nu have butikkens gitter boltet fast til gulvet, og på den måde gøre det endnu svære for eventuelle indbrudstyve.