Stormende kuling i Østjylland
Stormen aftager engang i eftermiddag
Danmark er atter ramt af storm, som fra morgenstunden raserer den jyske vestkyst. Sidst på dagen er det slut.
Det stormer igen ved det jyske vestkyst - og hele Danmark kommer fredag til at mærke den kraftige vind. Sådan lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), der allerede har registreret en vind på op mod 23-24 meter i sekundet - og vindstød af orkanstyrke på 34 meter i sekundet.
- Stormen ligger lige nu ved Sydnorge og der er fuld storm på den jyske vestkyst med vindstød af orkanstyrke, siger meteorolog Frank Nielsen.
Men selvom den jyske vestkyst holder hårdest for som for små to uger siden - så rammer vinden også resten af danskerne.
- Denne her storm og sporene af den trækker over Limfjorden og Vendssyssel - og så får vi lidt mindre vind i det østlige Jylland og øerne.
Men alligevel op til hård eller stormende kuling, siger Frank Nielsen.
- Og med kraftige vindstød, der godt kan være op til storm og stedvis stærk storm, siger han.
Ud over blæsten, så kommer der også regn og haglbyger og cirka fem graders varme.
- Den topper på lidt forskellige tidspunkter. I det sønderjyske allerede i løbet af formiddagen, og i Nordjylland og på Sjælland bliver det ud på eftermiddagen og aftenen, siger han.
Den seneste storm ramte Danmark den 28. november, og denne storm er nogenlunde på samme niveau, fastslår meteorologen.
- I den sydlige del af landet bliver det nok lidt værre en overgang end sidst, men ellers er det tæt på det samme. På en skala fra et til 10, er det nok en femmer, siger han.
Sidst på fredagen aftager vinden, men når først ned på let til frisk vind. Men følgerne af stormen vil være forhøjede vandstande.
Omkring højvandet fredag middag forventes Vadehavet på op til omkring tre meter over normalen, og ved den jyske vestkyst 2,25 meter over normalen.