Stormen tog mange træer

Over 90 træer måtte lade livet i stormens kræfter

Falck har haft en travlt med at rydde op efter stormen, der for alvor tog til i aftes.

Hele 110 stormrelaterede henvendelser har der været i Østjylland i løbet af i går aftes og i nat.

Det har især været træer rundt i regionen, som har måtte bukke under for stormens stærke blæst.

Omkring 90 væltede træer er Falck blevet kaldt ud til - primært fordi træerne er væltet og har blokeret veje rundt omkring. Falck har haft travlt med at save træerne op og få smidt dem ind til siden, så der igen var fri bane på vejene. Der meldes om mange væltede træer i Aarhus-området, Randers og på Djursland.

I Randers og Hinnerup fik stormen så godt fat i to hustage, at tagkonstruktionen lettede fra bygningen.

De større stormskader blev Østjylland dog forskånet for, oplyser driftschef i Falck, Thomas Dietz.

- Det er selvfølgelig alvorligt, der hvor der er skader. Det er aldrig sjovt, at stå med skader, hvor vinduer er blæst ind og tagsten er faldet af, siger Thomas Dietz til TV | 2 ØSTJYLLAND.

Mange grene på vejene
Selvom stormen er reddet af, skal man fortsat være opmærksom. Især her til morgen, hvor det stadig er mørkt.

- Der er mange grene på kørebanerne og der kan også være væltede træer derude, vi ikke er klar over, fortæller han.

Driftschefen opfordrer også til, at man går en runde om sit hus, når lyset falder på og får tjekket godt og grundigt for skader eller andet.

Falck har stadig masser af arbejde rundt i regionen, men Thomas Dietz er fortrøstningsfuld:

- Vi er ovre det her i løbet af dagen, siger han.