Storm stopper karieren
En rygskade tvinger Århus GFs stregspiller Jesper Storm til at indstille håndboldkarieren i en alder af blot 26 år.
19. jan 2009, kl. 11:14
Mere end 30 dage gammel
Jesper Storm pådrog sig i slutningen af sidste sæson en diskusprolaps i ryggen, og den er han aldrig kommet sig over.
Han har derfor ikke været i stand til at spille i denne sæson, og nu har en scanning vist, at stregspilleren ikke kommer tilbage på håndboldbanen. I stedet skal Jesper Storm endnu engang på operationsbordet.
- Jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg skal opereres igen, så stopper jeg. Resultatet af scanningen var desværre meget nedslående og jeg er også blevet rådet af lægen til ikke at spille håndbold igen, siger Jesper Storm til stiften.dk.