Storm nærmer sig
Weekenden kan byde på den første efterårsstorm
Et stormlavtryk skal i løbet af weekenden bevæge sig nord om Danmark. Det giver os meget blæsende vejr på søndag - og ifølge de seneste prognoser kan vi blive ramt af den første efterårsstorm.
Det er hvad de seneste prognoser viser - det store usikkerhedsmoment er dog fortsat lavtrykkets præcise bane, som prognoserne endnu ikke er helt enige om.
Mere og mere tyder dog på, at vinden hen over dele af Danmark kan nå stormstyrke på søndag. Det oplyser TV 2 Vejrcenter.
Ifølge seneste prognoser fra TV 2 Vejrcenter vil lavtrykket passere hen over Sydnorge og videre til Mellemsverige og på sin 'bagside' sende et kraftigt vindfelt med storm i middelvinden og vindstød af orkanstyrke ind gennem Nordsøen og frem mod Jyllands Vestkyst.
Allerede fra lørdag vil der være kuling hen over store dele af landet, og i løbet af søndagen tiltager vinden så yderligere.
Vinden ventes at kulminere sidst på søndagen, og der er ifølge prognoserne risiko for storm langs stort set hele Jyllands Vestkyst, hele Nordjylland samt ned gennem Kattegat.
I hele dette område ventes ifølge samme prognoser vindstød af orkanstyrke.
Kilde: TV 2 Vejrcenter