Storkens historie på skrift

Storken er ved at forsvinde herhjemme. Nu får den et par ord med på vejen fra århusiansk museumsinspektør.

Snart er den muligvis helt forsvundet fra det danske landskab. Men folk af en vis alder vil i hvert fald erindre storken fra dengang, man så den hver dag på tikronesedlerne, hvis forside var prydet af såvel H.C. Andersens kontrafej som en stork på reden. Kombinationen var ikke tilfældig, for storken var eventyrdigterens yndlingsfugl.

Nu fortælles hele storkens historie i Danmark af en kender. Det sker i det gennemillustrerede værk "Storken - en kultur- og naturhistorie", der udkommer den 22. september på Gads Forlag.

Forfatteren er Danmarks førende storkeekspert, Hans Skov, som til daglig er museumsinspektør på Moesgaard Museum ved Århus.

Han har siden sin barndom været fascineret af den sort-hvide fugl og var i 1978 medstifter af Storkegruppen under Dansk Ornitologisk Forening. I mere end 20 år har Hans Skov ringmærket danske storkeunger.

Den hvide stork, som lyder det latinske navn ciconia ciconia, er Danmarks måske mest folkekære fugl, men kærligheden den modsatte vej er ved at være tyndslidt.

I hvert fald er storken tæt på at forsvinde herhjemme, fordi det danske landskab er ændret så meget, at den ikke kan leve her mere. I 1850 var der 10.000 ynglende storkepar i Danmark, men siden år 2000 er der ikke kommet flyvefærdige unger ud af danske reder.

Der er dog ikke grund til at frygte for artens overlevelse i Europa. I lande som Tyskland, Polen, Litauen og Spanien stortrives storken, for her er der forhold og vådområder, som giver den muligheder for at finde tilstrækkelig føde.

Hans Skov giver da også opskrifter på en storkevenlig naturforvaltning, som måske kunne få fuglen til at overveje at genindvandre.

Bogen, der har modtaget støtte fra Aage V. Jensens Fonde, rummer en lang række både smukke og overraskende fotos. Ikke alt i storkereden er nemlig ren idyl. Det sker for eksempel, at storkeforældrene selv gør det af med svagelige unger ved at hakke dem ihjel eller ligefrem æde dem. Og skulle hunnen have nået at lægge æg i reden, før hannen ankommer fra vinterkvarteret i Afrika, er han ikke sen til at verfe æggene ud og begynde forfra med æg, der er befrugtet af herren selv.

Det hjemlige storkefacit for 2003 var mistrøstigt Godt nok blev reden i Ribe igen indtaget af et storkepar, men de fik ingen unger. Og de to enlige storke, der residerede i rederne i Rudbøl og Vegger, fik i sagens natur heller ingen afkom.

Hans Skov citerer storkeforskningens fader, Ernst Schüz, for følgende bemærkning "Storken er et tegn på en nogenlunde intakt omverden. Dens aftagen, og i særdeleshed dens forsvinden, er et faresignal."

(Ritzau)