Stor politikontrol på E45

1100 køretøjer blev standset onsdag aften

Onsdag aften kl. 22.30 blev motorvej E 45 lukket i nordgående retning ved rasteplads Ejer Baunehøj.

Frem til kl. 04.00 kontrollerede 90 medarbejdere fra politi, Rigspolitiet, SKAT og Trafikstyrelsen i alt 1.100 køretøjer. Der blev skrevet i alt 74 sigtelser.

- Vi er godt tilfredse med udfaldet af natten kontrol - og vi gør det gerne igen, siger politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Steen Edeling til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra de bilister, som røg gennem kontrollen.

Der blev blandt andet kontrolleret kørekort, om føreren var påvirket af spiritus eller narkotika, der blev i flere tilfælde også tjekket for våbenbesiddelse, narkotikabesiddelse og udlændingekontrol.